In But Free
In But Free (inbutfree.org) er en yderst kompetent organisation med fokus på sundhed i fængsler, hvilket gør dem til en oplagt partner. De arbejder i Zambia og Sydafrika sammen med Zambias fængselsvæsen og National AIDS Council. Organisationen blev dannet i 1995 med det formål at øge kendskab til HIV- og AIDS-forebyggelse i Zambias fængsler ved at involvere både indsatte og fængselspersonale i arbejdet.
Vi samarbejder omkring kurser til indsatte i sundhed, sygdom, ernæring og sygepleje, ligesom vi samarbejder omkring børns trivsel i fængslernes kvindeafdelinger.
NZP+ Chipata Chapter
NZP+ Chipata afdeling er vores nyeste partner, som vi indledte et samarbejde med i april 2017. NZP+ Chipata er en del af en stor landomspændende organisation af og for individer, der lever med HIV. De er eksperter i at håndtere stigma, etablere støttegrupper, samt i 'livelihoods' (måder at opnå færdigheder indenfor levebrød). Her er især landbrug et stærkt fokusområde. Alle disse erfaringer bruger de i arbejdet i fængslet i Chipata.
Organisationen har eksisteret siden 1996 og har kontorer i hele Zambia. For et par år siden havde NZP+ projekter i fænglet i Chipata, hvor vi oprettede støttegrupper for både indsatte og personale. Vi leverede også haveværktøj og -redskaber og hjalp med rådgivning vedrørende grøntsagsdyrkning. Siden april 2017 har NZP+ implementeret Ubumis succesfulde model for forbedret ernæring og helbred blandt børn og de alvorligt syge i fængslerne.
CeLIM
CeLIM er en italiensk/zambisk organisation som arbejder generelt med kapacitetsopbygning indenfor en del forskellige områder. De begyndte at arbejde med kapacitetsopbygning i Zambias fængsler i 2016, hvor de især fokuserer på landbrug og ernæring. Vi deler derfor erfaringer og støtter hinandens projekter, når det giver mening, f.eks. havde de for nyligt midler til et kursus i ernæring, som de afholdte for vores frivillige sygeplejere i et af fængslerne. Til gengæld deler vi ud af vores årelange erfaring med børneprojekter, ligesom vi understøtter deres arbejde i "deres" fængsler ved at undervise mødrene i ernæring og madlavning.
Ubumi Prisons Initiative forbedrer de indsattes sundhed og livsmuligheder - også de helt små børn, som er med mor i fængsel!
Vi fokuserer på de mest udsatte - de helt små børn, de unge og de alvorligt syge - men også på uddannelse og reintegration.
Vi redder liv! Læs mere om vores projekter og støt vores arbejde. Vi har brug for din hjælp.